Donnerforeningens længst-værende medlem, Poul Fritzen, holdet jubilæumstalen på Ewaldsgården, fredag d. 1. nov. 1996, som herefter er genskrevet ud fra Pouls egne papirer:
I dag – Allehelgenesdag – mindes man de afdøde. Vi vil sende en tanke til dem som startede Hornbæk Lotteriforening for 125 år siden.
Året 1871 – umiddelbart efter den Fransk-tyske Krig – heldigvis kom Danmark ikke med i dette opgør – man havde ikke kræfter efter 1864, hvor Slesvig-Holsten blev mistet til Tyskland.
Foreningens første medlemmer var ”brummere” – som ikke kunne bruges i den nyopstartede sangforening. Derfor fandt man ud af, at danne Hornbæk Lotteriforening og spille på fælles lodsedler. En gang om året tog man det pæne tøj – og gik til Dunnergilde. Man fik et godt måltid med diverse drikke – mange gange måtte man betale for fornyelse – men der kom da også gode gevinster !
Jeg vil prøve, at sætte jer ind i deres levevilkår ved foreningens start – og op gennem tiderne.Lejets liv var knyttet til havet – fiskerne gik ud fra den åbne strand, deres både var åbne, og det var kystfiskeri, man virkede med. Fremdriften var vind og hårdt kropsarbejde. Al trækkraft på landjorden var heste – dampmaskinen var opfundet – men var ikke slået igennem på havet. Al transport foregik med sejlskibe – store og små. Øresund vrimlede med disse. Ofte gik man i stå ud for Hornbæk – dels på grund af vindforhold og strøm.
Når skibene opankrede på Hornbæk Red, kom der gang i kadrejerne – handelsfolket som byttede med friske grøntsager. I bytte fik man bl.a. gamle sejl og slidt tovværk. Dette blev solgt til Havreholm Papirfabrik. Denne blev drevet af vandkraft. Ejeren fabrikant Culmsee var en stor fortaler for, at man byggede Hornbæk Havn.
Pludselig kom der vind igen og skibene gjorde klar til at lette. Ofte måtte man lade ankret blive stående p.g.a. kollisionsfare osv.. Her var en ny mulighed for at tjene penge – man var ankerfiskere. En anden vigtig indtjening var lodseri. På Hornbæk var en 10 -12 lodser, de havde ret til at lodse fra Kullen til Hven. Det var en ganske stor indtægt til befolkningen. Dette erhverv forsvandt stille og roligt, da dampskibene overtog fragterne.
En tredje indtægt var bjærgning af strandede skibe. Hornbækkerne havde bjærgeret fra ”trehøje” (mellem 5. og 6. tangvej i Kildekrog) mod vest, til Målvejen i øst
( Sandagerhusvej). Det var en svingende indtægt – når der var gevinst delte man bjærgelønnen i parter og alle fik del i beløbet. Bretland og Marie – de sidste !
Havnen blev bygget omkring 1880 – det var en lettelse. Den første kvase blev bygget i 1881 og inden næste årti, var der 12 kvaser i havnen med 60 fiskere. Alle mødte op med egne garn. Bådene og skæbnen var fælles. Fiskeriet foregik ved Anholt. Fremdriften var sejl, og ved vindstille tog man store årer i brug. Der var i alt ca. 100 fiskere i byen på dette tidspunkt.
Alt liv afhang af havet. Det gav sild til vinter, og sammen med kartofler og grisen, kunne man slå sig igennem vinteren. Tiden brugte man til reparations af garn, samt binde nye garn til den kommende sommer.Oldermændene ( Lars Kuhlmann ), som styrede fællesskabet, blev valgt for en periode af et år. Valget skete til Fastelavn – der blev valgt oldermænd til strandinger, samt snekastning. Efter mødet hyggede man sig med romtoddyer.
Man støttede hinanden ikke bare i familien, men i fællesskab. Sygdom og nød blev lindret, så god man kunne. Men nogle blev tabere – de kom på Anstalten i Tikøb, det senere alderdomshjem.
Befolkningen var nært tilknyttet kirken, som var annekskirke til Tikøb Kirke. Egen præst i 1890’erne. Der var gode lærere på skolen – man klarede sig godt. Sociale forhold var ringe. Doktoren boede i Hellebæk. Brændevin var en god medicin i det daglige. Derfor var der private velgørere, som så det, som deres pligt, at hjælpe befolkningen. Her på egnen var det godsejer Hage ”Nivaagaard”, giver af Nivågård Hospital i Niverød – her fik de langtidssyge deres sidste pasning – hospice !
Omkring 1890 kom kunstnerne til Hornbæk, og slog sig ned på kroen. Det var en omvæltning, som tog sin begyndelse. Den lille plantage ( Skovvej / Kystvej ) blev udstykket – store sommerhuse til hovedstadens borgerskab.
For lokalbefolkningen skete der også store omvæltninger i perioden 1890 -1900. Fiskerne fik bygget store søgående kuttere. Der var store investeringer og byens skibsførere var med i finansieringen
( Ellekilde, Mogensen og Piierne ). Skibene havde dam, så man kunne opbevare fisken i vandet. Sammen med fiskere fra Grenå og Frederikshavn var Hornbæks både dominerende på Kattegat. Råoliemotoren var opfundet og blev installeret i kutterne – først som trækkraft til spillet – senere som fremdrift. Denne epoke sluttede ca. 1918 -20. De blev erstattet med mindre snurrevodsbåde. Herom senere !
Tilbage til områdets ændring. Det var besværligt at komme hertil – der var dagvogn til Helsingør. Der blev taget initiativ til en jernbane fra Helsingør. Den blev åbnet i 1906.
Der skete meget i disse år. Der blev bygget vandværk og gasværk. Driftige folk kom til byen. Haneman med manufaktur og badeanstalt om sommeren – om vinteren passede han sit missionshus.
Håndværkere som Brd. Jeppe, Otto og Hans Hansen, Købmænd Leedgaard, L. P. Jeppesen og H. W. Olsen ( medl.nr. 30). Jeppe Hansen byggede for egen regning Apoteket og banken (Nordea). Han var dygtig og påholdende.
Jeg vil fortælle om Slotsmann. Han byggede Slottet ( P. Bjørnsvej 7 ) og Belvedere
( Hornebyvej overfor Præstegården ) af overskudsmaterialer fra verdensudstillingen i København. Der blev pensionat. Samtidig arbejdede han hos ”den runde murer” ( medl. nr. 29). Om vinteren lavede han ligkister.
På et tidspunkt var der 20 hoteller og pensionater i Hornbæk. På Kroen afholdtes dansant.
I 1916 førtes banen videre til Gilleleje. Der blev foretaget udstykninger i Kildekrog, Skovvænget og langs Strandvejen. Her byggede banens driftsleder Svendsen ”de ti villaer” m. fl..
Gullaschtiden ophørte, og der kom magre år – i 1929 blev Lotteriforeningen og ”13-mandsfoeningen” slået sammen til Donnerforeningen!
Tilbage til Havnen – kutterne blev urentable. Der blev bygget 12-15 snurrevodsbåde med motor som fremdrift og trækkraft for spil og stopmaskine. Det var effektive både med 2-3 mand ombord.
I 1930’erne kom der atter sving i Hornbæk. Præstegårdens jorder blev udstykket, ligeså gartneriet ved Thorshøj. Hørhavegård på fælleden, og Holmegården kom også med. Nu skulle man være moderne!
Kroen rives ned i 1934 – nyt badehotel i 1935. Kloakanlæg, nyt vandtårn, alt for at byen kunne blive et attraktivt badested.
Adskillige fiskere gik i land og blev lønarbejdere. Et konsortium opførte badekabiner og restaurant på stranden ( ”Sunspot”) som erstatning for badeanstalten.
Anden verdenskrig lagde også sin klamme hånd på Hornbæk. Bondegården og Bakkebo brændte – men vi overlevede.
Hornbæk har forandret sig til i dag at være en hektisk sommerby – en levende soveby.
Som kuriosum: at mine oldeforældre kunne få jorden for at indhegne den på Kystvej – de havde ikke penge til hegnstråden ! Til gengæld handles villaerne i dag til millioner af kroner til valutaudlændinge.
Vi har nu været igennem en periode, som startede med rigsdaler over kroner til snart euro – sig ikke – det er en spændende 125års periode Donnerforeningen har gennemlevet indtil nu !
Hvad der skete i Hornbæk fra 1940 og fremover vil blive fortalt af et måske nuværende medlem ved næste jubilæum – for dem som ikke har en fortid, har ej heller nogen fremtid !
Hornbæk Donnerforening leve !!
( Poul Fritzen )
